Opbevar grønkål i en plastikpose i køleskabet. Her kan grønkål holde sig i op til 7 dage. Grønkal kan også kommes i fryseren. Hak grønkålen groft, og kog den i 2 minutter. Kom koldt vand på, og lad kålen dryppe af i et dørslag. Kom den i en frysepose, og læg den i fryseren.
Grønkål
Grønkål er en grov grøntsag med masser af fibre. Den har grove, krusede blade, der sidder på en stok.
Smag: Grønkål smager bittert og stærkt. Som rå er grønkål sej og knasende at tygge i. Den er bitter og har kålsmag. Når grønkål bliver kogt, bliver den blødere. Den får samtidigt en stærkere kålsmag og lugt.
Sådan bruger du den: Rens den grundigt i koldt vand, og snit den fint, hvis du vil bruge den i en grønkålssalat. Du kan også spise grønkål rå som fyld i en sandwich for eksempel med kylling, mangochutney og æble. Den ældre generation er mere vant til at tilberede grønkål med varme, og måske kender du retter som grønlangkål eller grønkålssuppe? En helt anden mulighed er at lave hjemmelavede grønkålschips i ovnen.
Mini-grønkål: Man kan også få mini-grønkål, som ligner små krøllede spinatblade. Mini-grønkål er tidligt høstet grønkål, og den er mere blød i konsistensen. Den kan bruges som fyld i sandwich, salater og i wokretter. Smagen er mindre bitter og mere sød end almindeligt grønkål.
Sæson: Grønkål er i sæson fra september til februar.
Holdbarhed
7 dage i køleskabet
10 måneder i fryseren