Spaghetti squash (stripetti)

Spaghetti squash er et cremefarvet/gult græskar med aflange grønne striber. Inde i er græskarkødet trevlet. Hvis du skraber kødet ud med en gaffel, når græskarret er tilberedt, kan du bruge det som en slags spaghetti. Derfor har det fået navnet spaghetti squash.

Start med at skære græskarret over på langs med en stor kniv, og læg det med skæresiden nedad på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag det i ovnen ved 190 grader i en time. Skrab det varme græskarkød ud af græskarret med en gaffel. Brug det som spaghetti eller som fyld i en gryderet eller salat.

SÆSON: Spaghetti squash er i sæson fra august til december.

Holdbarhed

8 måneder på hylden

5 måneder i køleskabet

Opbevaring

Opbevar spaghetti squash tørt og køligt - ligesom andre typer græskar. Det bedste er i et rum, der er omkring 12 grader. Du kan også opbevare det i køleskab, men der er holdbarheden lidt kortere.